Beskrivelse
St. Bernardus Christmas er en forrygende juleøl fra det verdenskendte Bernardus bryggeri. Bryggeriet har beliggenhed i Watou, Poperinge i Belgien. Området er blandt øl entusiaster kendt som den hellige gral indenfor ølbrygning, da stedet har hjemme for mange af de bedste belgiske bryggerier. St. Bernardus Christmas er bryggeriets bud på en delikat og enormt fyldig juleøl.
På klassisk belgisk manér må en juleøl derfor være den tungeste øl man kan lave. En Bernardus Christmas er derfor en stærk quadruple på hele 10% ABV. En øl der sagtens kan sammenlignes med Het Ankers legendariske Gouden Carolus Christmas, som også er en sød quadruple.
Bernardus Christmas er en cremet mørkebrun øl med stor krop og fylde. Man har tilsat anis i brygprocessen, så øllet afgiver en dominerende smag af lakrids. Hertil suppleres der med elementer af karamel og ristede kastanjer. Den kraftige krydring fra den ristede malt giver i eftersmagen behagelige fornemmelser af tørret frugt og chokolade. På Toppen ligger der cremefarvet skum, hvis konsistens er blød og rund.
Bernardus Christmas er i bund og grund en absolut klassiker, når det kommer til fyldige juleøl. Her må man især beundre den underfundige aroma, som kommer fra den særlige Bernardus gær, som bryggeriet har anvendt siden 1946. Bernardus er et bryggeri, hvor traditionerne er fastholdt i en moderne virkelighed. Det er derfor en ganske særlig oplevelse at drikke den søde Bernardus Christmas en mørk vinteraften.